Sølandslejr 2024
Værd at vide for dig der skal på sølandslejr til sommer - eller som kender en der skal:
(Opdateret 300624)
Vi skal ca 50 fribyttere afsted og det bliver en mægtig lejr. I kan læse mere om hele lejren her: https://www.soe24.dk/ men nedenfor finder I det, som er vigtigst at vide som fribytter. Er der noget I mangler, så tag fat i jeres ledere. Vi glæder os meget til at skulle på lejr med jer!
Til og med på torsdag d. 4. juli er det muligt at bestille en lejr-t-shirt, -hoodie eller sweatshirt. Læs mere og bestil på hjemmesiden.
Pakkeliste: brug den, som I plejer at bruge - find den på fribytterne.dk på jeres grens underside
Transport: der kommer nærmere information små fjorten dage inden vi skal afsted, både til dem der skal sejle og til dem der skal køre
Vi bor sammen på lejren alle grenene, minier og mikroer fra lørdag. Vi bor grenvist i telte og vi bygger det nødvendige når vi ankommer til lejren. Hver dag skal vi på aktivitet, lave aftensmad på skift i grenene til resten af fribytterne og hygge os. Hver dag begynder med morgenmad og morgensamling. Nogle dage slutter med lejrbål hjemme i vores egen lejr og andre med store fælles arrangementer for hele lejren.
Når vi skal være sammen så mange, er vi nødt til at have nogle fælles regler. De kommer her, så læs dem, selvom regler nogle gange lyder kedeligt - de er med til at vi får det godt:
Uniform: vi har tørklæde og uniform på så meget som det er muligt; læs lejrens politik her: https://www.soe24.dk/politikker
Musik: vi har ingen musik i lejren: https://www.soe24.dk/politikker (se under Ro i lejren)
Mobiltelefoner: mini og junior har ingen mobiltelefoner med, troppen kan have deres med, men de skal ligge i lommen eller tasken, når de ikke skal bruges på en aktivitet eller fx til at tage et billede. Vi er på lejr sammen, og det er svært at være sammen med nogen, som hele tiden ser ned i sin telefon. Hvis man ikke kan administrere sin telefonitis, så hjælper lederne med det.
Lommepenge: vores alle sammens Finn har en lille slikbutik på lejren, så mikro/mini/junior er velkommen til at tage op til 25,- pr. lejrdag med. Resten, trop, seniorer og ledere, regner vi med selv kan finde ud at tage et rimeligt beløb med :-)
Besøg: selvom det lyder hyggeligt vil vi bede jer om ikke at komme på besøg: lejren er så kort, spejderne er sjældent i lejren (men ude på aktivitet) og risikoen for hjemve er stor, når I tager afsted igen. Desuden smitter hjemve virkelig meget og kan sagtens springe et led over, således at ens eget barn ikke bliver ramt af et besøg men et andet barn gør ved tanken om sine egne forældre.
Postkort: det må I til gengæld gerne sende, selvom de jo skal afsted i rigtig god tid, fx ugen før vi tager afsted, for at nå at ramme os inden vi tager hjem igen. Adressen er:
Thurøbund Spejdercenter
Sølandslejr
Spejderens navn
Fribytterne Sø
Grastenvej 204C
5700 Svendborg